Berlin
Så er det Berlin marathon det gælder, med afgang kl.8 med bus fra Reventlowsgade. Altså tidligt op….joh kl.5:15 steg jeg såmænd ud af min seng. Det med at pakke var jeg ikke blevet helt færdig med torsdag, faktisk var jeg ikke nået længere end til at lægge alt løbegrej frem, stryge noget tøj der skulle med samt hive rygsækken ud af skabet. Nå med morgenmaden blev spist, kaffen drukket, bagagen pakket og ud af døren var jeg i go’ tid.
En dobbeltdækkerbus fyldt forventningsfulde løbere og heppere satte kursen mod Gedser som vi ankom til ca.45 minutter før afgang. 2 timers sejlads hvor der blev indtaget frokost, lidt oseri i de toldfri shops (trods fristende tilbud købte jeg faktisk ikke noget) og løbesnak. Fra Rostok gik turen videre mod Berlin og Tempelhof hvor der skulle hentes løbe nr. Vi havde 1½ time at fordrive og inden vi nåede ned i den fjerneste krog hvor numrene skulle hentes var der gået en ½ time. Dorthe og jeg trissede rundt sammen og som vi var ved at betale vores indkøb på en stand opdagede Dorthe at der var 7 minutter til vi skulle mødes ved bussen, og så var det bare fuld fart ud af messen, så godt det nu lod sig gøre.
Ved 18-tiden var alle så sat af på vores respektive hotel (Ambassador og Mark). Efter udpakning og jeg havde konstateret hvad jeg havde glemt fandt vi så sammen 3 piger og gik ud for at finde noget mad og en hæveautomat til mig. I morgen tidligt, lørdag er det så morgenmadsløb, men mere om det i morgen.
Kl.22:48. Godnat